De første tanker
Det hele startede lørdag d. 20. juni 2003. Vi havde bestilt en rundtur i Holbæk sammen med en lokal ejendomsmægler, og skulle ud at se på tre forskellige huse, som vi havde fundet interessante. Vi startede med et hus som faktisk var under opførelse. Det var en lokal håndværker som byggede et hus med salg for øje. Huset var på ca. 150m2 og lignede til forveksling et typehus fra et af de større typehusfirmaer. Grundens placering syntes vi var rigtig dårlig, men allerede i dette hus begyndte vores tanker så småt at spire… Nyt hus til kr. 1,8 millioner – interessant ! De efterfølgende huse var mere centralt placerede, og kan fælles beskrives som: Opført i 1960-70, kedelig indretning, køkken og bad trængte til en opfrisker. Prisen på de to huse var henholdsvis kr. 1,9 og kr. 2,1 millioner.
Lørdag aften og søndag formiddag blev de mange indtryk bearbejdet - hvordan kunne det være at man kunne bygge et nyt hus til samme pris som man kunne købe et gammelt for ? Hvad koster det at sætte et gammelt hus i stand ? Og hvad har vi overhovedet råd til ? De første reelle tanker om selv at bygge var nu født. Søndag eftermiddag, efter et kort besøg på www.stenhusvej.dk, hvor udstykningen vi havde set blev undersøgt, kontaktede vi advokatkontoret som forestår salget (ja, de havde faktisk åbent søndag). De kunne meddele, at udstykningen var forholdsvis ny, og at der fortsat var en del ledige grunde. Vi udskrev udstykningsplanen og kørte endnu en gang til Holbæk. Efter en times tid var valget gjort – det skulle være nr. 12. Datoen var d. 21. juni 2003 ! Ca. 24 timer efter hvad der skulle havde været de indledende kig på ”brugte” huse havde vi nu besluttet at vi selv skulle bygge vores hus. |

