Byggemodning af grunden
Den overordnede byggemodning af grunden foretages af sælger, og hele udstykningen bliver således udstyret med kloak, vand, gas og el m.v. Det er i denne fase spændende at besøge vores jordklump og se hvorledes arbejdet skrider frem.
Desværre er byggemodningen blevet forsinket, og vi har derfor valgt at skubbe vores overtagelsesdato på grunden fra d. 1. september til d. 1. oktober 2003 – der er jo ingen grund til at betale mere i ejendomsskat end højst nødvendigt.
I første fase væltes æbletræerne, og det øverste muldlag skrabes af, hvor vejene skal være. Efterfølgende graves kloakken ned, og senere lægges vand, el, gas m.v. i et niveau over kloakken. For menigmand virker det fjollet, at de render rundt og graver det samme stykke op flere gange - men de ved jo nok bedst …
Det lader til at den samlede byggemodning bliver yderligere forsinket, dog har dette ingen større betydning for os, da vi ikke skal i gang med selve byggeriet før omkring årsskiftet, men vores grund er i hovedtræk afsluttet.
Vi har været så heldige, at den del af grunden, hvor vores hus skal bygges, er blevet ryddet fuldstændig for træer. Da hovedkloakken graves dybt ned i en sti langs med vores grund, var det nødvendigt at rydde et ordentligt stykke på begge sider af stien. Vi slipper nu selv for dette arbejde og er nu nede på at have 50-60 æbletræer tilbage, oprindeligt havde vi vel ca. 150-200.
D. 20. oktober opsættes vores skelpæle. Det bliver således første gang, at vi med sikkerhed kan se, hvor de enkelte skel på grunden løber. Efterfølgende skal vi have lavet jordbundsundersøgelsen udfra placeringen af selve huset, og vi skal i gang med at rydde de æbletræer som vi ikke ønsker at bevare. Det sidste kunne i princippet vente til senere, men vi håber at vi kan lokke dem til at hive rødderne op når de går i gang med at grave ud til fundamentet.
Sådan ser vores grund ud efter at den stort set er klar efter byggemodningen. Det bare stykke til højre for skelpælen er stedet vores hus skal bygges. Det smalle stykke til venstre, er stien hvor hovedkloakken er gravet ned.
Læs videre -> Hvad skal vi bygge
|